Allegori vs Lignelse vs Myte vs Fabel

Allegori, Lignelse, Myte og Fabel kan sammenlignes som litterære former, der typisk fortæller en historie med henblik på at præsentere en sandhed eller håndhæve en moral.

En allegori slører sin sande betydning (den underliggende eller allegoriske betydning) ved at lade den udledes af den historie, den fortæller (den ydre eller bogstavelige betydning). Dens karakterer og hændelser er derfor enten figurative eller typiske; de tjener som lokkemad til overvejelse af kedelige eller ubehagelige sandheder (som i Bunyans Pilgrim’s Progress), som en gradueret tilgang til forståelsen af ideer, der er for vanskelige for det almindelige menneske (som i Dantes Guddommelige Komedie), eller som en kappe til et angreb på personer (som i Drydens Absalom og Achitofel) eller til en afsløring af laster og dårskaber (som i Swifts Gullivers Rejser).

Når allegorien er meget kort og enkel og beretter eller beskriver en velkendt hændelse i naturen eller livet, der ved analogi formidler en åndelig sandhed, kaldes den en lignelse. Udtrykket anvendes specifikt på de korte allegorier, som Jesus brugte i sine prædikener (som den, der sammenligner himmeriges rige med væksten af et sennepsfrø).

Myte anvendes på en type kort allegori, som især Platon brugte til at redegøre for en vanskelig filosofisk opfattelse. Sådanne myter er som regel opfundne, og deres karakterer og hændelser er rent opdigtede.

I en fabel er moralen normalt klart angivet til sidst. Dens karakterer er dyr (som i Orwells Animal Farm) eller livløse ting, der ved at tale og handle som mennesker afspejler menneskers svagheder og tåbeligheder.