Den endelige rangordning af Souls-spillene

Siden det esoteriske Demon’s Souls har været i strid med spiltendenserne, er From Software blevet den gyldne standard at efterligne i action/RPGS-verdenen og har skabt øde baggrunde, hvor ubønhørlige udfordringer giver plads til hidtil usete sejre. Så hvordan klarer alle spillene sig i forhold til hinanden? Alle har deres smag og præferencer, når det kommer til Souls-titler, og de har alle masser af grunde. For fanden, du kan gå ind på YouTube og se bogstaveligt talt timevis af diskurser og analyser om detaljerne i hvert enkelt spil.

Souls-spillene handler om udfordring, og de handler om triumf. De handler om at besejre det, som ikke kan besejres. De handler om at teste sig selv mod det umulige og på en eller anden måde stadig nå at komme ud på toppen. Første, anden, tredje og tiende gang du bliver smadret under en kæmpes maul er knusende; men når du mod alle odds får den sejr i hus, slipper din controller og råber “Ikke i dag, ,” har du måske fundet et stykke af dig selv der under asken. Det er ret dybt for en serie om at dræbe monstre, og det er en stor del af det, der gjorde, at jeg blev forelsket i den.

Listen nedenfor er min nuværende rangordning af alt Souls. Og ja, vi har tænkt os at inkludere Bloodborne (som stort set er et Souls-spil) og Sekiro (som ikke er det, men vi rangordner ting, så vi kan lige så godt få det med).

Sekiro: Shadows Die Twice

Det er ikke helt fair at rangere Sekiro i Souls-rækken, da det på mange måder er en markant afvigelse, men stadig indeholder mange af de samme strukturelle skeletstykker, som From Software har forfinet til en videnskab. Du er en skrøbelig fyr, der tager imod umulige fjender. Lyder det bekendt? Der er nok ligheder med filosofien i Souls-titlerne til, at jeg har taget dette spil med, selv om det er en bred sammenligning. Jeg kan kun påstå det så mange gange, men Sekiro-fans vil helt sikkert komme efter mig alligevel. News flash: Sidstepladsen på en From Software-spilliste er stadig lysår over de fleste spil i min bog.

A Anyway, jeg elsker Sekiro inderligt, men jeg føler, at det mangler mange af de muligheder og den variation, som de andre Souls-spil har. Uanset hvordan du ønsker at spille, så handler det om at mestre sværdet. Det er fedt, for efter så mange spil hvor From Software blev ved med at putte fede parry ting ind, som folk ikke ville mestre, så lavede de et spil hvor man var nødt til at perfektionere parrying for at overleve. Kampsystemet er mesterligt, og der er nogle utrolige boss battles at få – herunder den bedste overraskelse i 2019. Nogle miljøer og aktiver blev dog overudnyttet, og manglen på RPG-elementer og valgmuligheder bringer vores yndlingsulv ned på plads 6. Inden jeg bliver stablet på benene af hele internettet (og det vil jeg gøre), giver jeg stadig dette spil et 9-tal. Det var virkelig freaking godt.

Læs vores anmeldelse af Sekiro: Shadows Die Twice her.

Demon’s Souls

Jeg ved, at mange Souls-akolytter elsker dette spil, men det er i virkeligheden et råt proof of concept for de andre idéer, der med tiden ville blive mestret inden for franchisen. Tower of Latria og dets bizarre, frygtindgydende fælder er et af de øjeblikke, hvor man får lov til at se seriens atmosfæriske genialitet skinne. Det er ikke blot en række grusomme bosser, men møder som Maiden Astraea vil trække i dine hjerter, mens du giver det dræbende slag. Demon’s Souls er fantastisk, men meget af det er upoleret rock, der blev forfinet i senere udgivelser. Du skal ikke gå hjemmefra uden max græs. Alt dette sagt, ser jeg bestemt frem til det kommende remake – måske tilføjer de endda den sjette archstone.

Her er vores anmeldelse af Demon’s Souls.

Dark Souls 3

Dark Souls 3 er måske det mest polerede af spillene, og helt sikkert den bedste onboarding-titel. Selvom det stadig er udfordrende, er rampen op til sværere og sværere møder mere ligetil, og koncepterne er lagt ud med lidt mere klarhed end i de tidligere spil. Dark Souls 3 har smukke steder, fantastiske bosser, episke hemmeligheder og min yndlingsboss i hele serien: Sister Friede.

Men Dark Souls 3 bevæger sig lidt for langt ind i nostalgi-land til, at det kan opnå all-star rangering, idet det spiller utroligt tæt på det originale Dark Souls for nogle af sine inspirationer. Det indeholder også en stort set forglemmelig klump DLC. På trods af at det indeholder nogle virkelig episke bossfights, er der også en masse kedelig sne og irriterende territorium at krydse. Alligevel kan jeg varmt anbefale Dark Souls 3, og det er mit personlige valg til at få spillere ind i serien. Hvis du kan komme forbi Iudex Gundyr (og det kan du, tro mig), er du på vej til at finde din vej ind i en magisk verden.

Se vores anmeldelse af Dark Souls 3 her.

Dark Souls

Den uskårne perle: Dark Souls er en fantastisk oplevelse. Et spil, som jeg engang studsede over ved udgivelsen, efter at have vandret ind på kirkegården i første omgang og smadret mig selv mod skeletterne flere gange, er nu et af mine all-time favoritter. Manglen på håndhold og det mysterium, der omgiver alt, hvad du gør, overgår fra forvirring til intriger, mens du bevæger dig gennem det øde land.

Når du lærer spillets hemmeligheder, begynder du at dykke ned i mere esoteriske sager som at vandre rundt i Ash Lake for sjov eller tage imod DLC’en mod de legendariske Artorias og Manus. Selv om disse bosser ikke er utroligt svære sammenlignet med nogle af de titaner, der kom efter dem, er Artorias stadig et helt utroligt møde den dag i dag. Ligesom de andre spil er DLC’et ikke til at gå glip af. Spillet kæmper helt klart i “tredje akt” med forfærdelige møder som Bed of Chaos og sammenflikkede zoner som Lost Izalith, men oplevelsen som helhed er en rejse, som man bør tage. Du skal bare ikke opholde dig længere i Blighttown end nødvendigt.

Se vores Dark Souls anmeldelse her.

Dark Souls 2

Dark Souls 2 har en hær af kritikere på trods af sin storhed. Uanset om de er sure over de ændringer i belysningen, der fandt sted fra udvikling til udgivelse (man skulle bruge fakler for at se i flere områder), det faktum, at et ildslot er placeret på toppen af en giftsumpvindmølle-base, eller at spillet blev skabt af “B-holdet”, er der altid en kritik af Dark Souls 2. Det viser sig, at Dark Souls 2 har én ting, der er værd at brokke sig over, og det er smidighed. Spillerne skal investere en del stat point i dette område for at få spillet til at “føles” som Dark Souls med hensyn til reaktionsevne og roll-invincibility frames.

Udover det er Dark Souls 2 en sublim øvelse, lige fra de glemte kyster i Majula til den regnvåde tagkamp med Looking-Glass Knight. Funktioner som bonfire ascetics til challenge zones (for ikke at nævne bosses) var ærligt talt forud for deres tid. Mens DLC til alle disse spil ofte er en uundværlig tilføjelse, er Dark Souls 2-sættet blandt de allerbedste og byder på episke sammenstød mod folk som Sir Alonne, Fume Knight og den frosne, vindblæste bastion Eleum Loyce.

Læs anmeldelsen af Dark Souls 2 her.

Bloodborne

Bloodborne er en overbevisende perfektion mellem gameplay, atmosfære og alt derimellem. Med historien og verdenen, der flyder problemfrit ind i mekanikken, oser Bloodborne af smag fra det første slag til det sidste slag. Selv om det måske har en af de mest bizarre begyndelser, med en sværhedsgrad på forhånd, der kan afskrække nybegyndere, betaler udholdenhed sig som altid med udbytte. From Software har altid udmærket sig ved at skabe skræmmende væsner, og den legeplads for rædsel, som Bloodborne bliver, lader dem spille deres fulde spil.

Det begynder som en traditionel creature feature, et pestramt land, der er plaget af varulve, ghouls og andre natlige gøglere, og rejsen bliver hurtigt underligere og underligere, indtil spilleren er fuldstændig fordybet i kosmisk rædsel. Hver karakter og hvert eneste møde hører til her, i stedet for at spille som baner med fjender placeret ved X, Y og Z. Det føles som om der ikke er en udvikler, der trækker i trådene og placerer power-ups bag sten eller skaber gåder, der skal løses, i stedet spiller man en sand tilværelse i denne dystre og uhyggelige verden.

Fra at gennembore sløret efter den rystende kamp med Rom til at opleve eldritch aberrations for første gang, hvor de altid har været før, er det at blive jæger i Bloodborne den ultimative samhørighed mellem alle aspekter af spildesignet. Selvom det indeholder mange af de aspekter, der gør Souls fantastisk, undgår Bloodborne også defensive spillestile og tvinger spilleren ud af sin komfortzone, hvor kampene ofte består af intens aggression, der øger spændingen til nye højder. Med andre ord skal du se din frygt i øjnene, selv om hver eneste knogle i din krop skriger på at løbe i den anden retning fra den snigende, dirrende kødmasse i dit ansigt.

Den normale gennemspilning er en ting af ærefrygt, men DLC’et er et must. Med skræmmende miljøer og dødbringende fjender at navigere i, byder The Old Hunters på mindeværdige boss-møder, der spænder fra episk fanservice til en af de sværeste kampe i From-spillebogen. Bloodborne er ikke et spil, det er en oplevelse, og en oplevelse, der tigger om at blive udforsket.

Se vores anmeldelse af Bloodborne her.