Søster til Two Kings: Anne, hertuginde af Exeter

(I et forsøg på at strømline mit websted og undgå overlapning vil jeg slette nogle sider fra mit websted og lægge dem ud på min blog i stedet. Her er en artikel på min hjemmeside, der udkom for et stykke tid siden.)

Anne, hertuginde af Exeter, søster til Edward 4. og Richard 3., var den ældste af børnene af Richard, hertug af York, og Cecily Neville. Hun blev født den 10. august 1439 på Fotheringhay – det samme slot, hvor hendes yngste overlevende søskende, Richard, hertug af Gloucester, skulle blive født i 1452. I 1446, da hun var seks år gammel, blev hun gift med den femtenårige Henry Holland, som kort efter skulle blive den anden hertug af Exeter. Hertugen af York tilbød en stor ægteskabspost – 4.500 mark – sandsynligvis fordi Henrik 6. var barnløs på det tidspunkt, hvilket satte den unge Henry Holland i kø for tronen. Kun 1.000 mark af portionen blev betalt. Det var under alle omstændigheder en dårlig investering, for Exeter viste sig at være solidt lancastrisk. Han synes også at have været usædvanlig stridbar, idet han i løbet af 1450’erne kom op at skændes med sin svigerfar og med alle mulige mennesker og afsonede tid i Tower. Blandt dem, som han tilsyneladende ikke kom godt ud af det med, var hans egen kone. Parret fik et barn, Anne Holland, men levede tilsyneladende det meste af deres liv adskilt.

Exeter blev angrebet i 1461 og sluttede sig til sidst til Margaret af Anjou i eksil i udlandet. I mellemtiden blev hertuginden af Exeter tildelt hertugens Holland-arv på livstid. I en kort periode fra 1464 havde hun i en kort periode fra 1464 forældremyndigheden over den niårige Harry Stafford, hertug af Buckingham, som var en af kronens myndlinge. Edward 4. giftede sig senere samme år med Elizabeth Woodville. Sandsynligvis omkring påsken 1465 overdrog han Harry til sin dronning, hvis yngste søster Harry giftede sig med.

Hertuginden af Exeters unge datter, Anne, var blevet lovet i ægteskab til George Neville, en nevø af Richard Neville, jarlen af Warwick. George havde på det tidspunkt potentiale til at blive en ganske velhavende ung mand, da jarlen af Warwick ikke havde nogen sønner, og Nevilles jordejendomme lå i den mandlige linje. Elizabeth Woodville ville imidlertid have arvinginden Anne til sin egen ældste søn, Thomas Grey. Hun betalte hertuginden af Exeter 4.000 mark for at bryde kontrakten med Neville-familien. Dette var bestemt en skarp forretningspraksis fra dronningens side, men det var næppe usædvanligt for den tid: rige unge arvinger og arvinger var en varm handelsvare. Elizabeth kunne helt sikkert ikke have indgået aftalen uden godkendelse fra Edward IV, hertuginden af Exeters bror. Hertuginden af Exeter var ikke mindre ivrig efter at varetage sine egne interesser end dronningen: som en del af ægteskabsarrangementerne blev Holland-arven afgjort til lille Anne, med en restinteresse i hertuginden selv og i hendes egne arvinger.

Under Henrik VI’s genindsættelse i 1471 flyttede hertugen af Exeter tilbage til sit hus i London i Coldharbour, som var blevet givet til hertuginden af Exeter under hans eksil. Sandsynligvis tog hertuginden af Exeter forsigtigt af sted til en af sine andre residenser i denne periode.

Hertugen af Exeter kæmpede med jarlen af Warwick’s tropper ved Barnet i 1471. Der blev han hårdt såret og blev efterladt som død på slagmarken, indtil en tjener opdagede livstegn hos ham og bragte ham til en kirurg. Han blev senere smuglet ind i et fristed i Westminster Abbey, men Edward IV fjernede ham og satte ham i fængsel i Tower of London. Mens hendes mand stadig var fange, i 1472, benyttede hertuginden af Exeter lejligheden til at få deres ægteskab annulleret den 12. november. Formentlig anerkendte kirken ikke troskab til huset Lancaster som grundlag for en annullering, men de faktiske grunde kendes ikke.

Hertuginden giftede sig snart igen. Ligesom sin bror kongen giftede hun sig med en socialt underlegen person – i hendes tilfælde Thomas St. Leger, en ridder, som måske havde været hendes elsker i nogen tid. Som Anne Crawford bemærker, havde Edward 4. vist St. Leger stor gunst i mange år, herunder en betydelig tildeling af otte godser i begyndelsen af 1460’erne. Han var dog ikke nogen gigolo; han tjente Edward IV militært og administrativt i årevis.

I 1474 døde hertugindens barn med hertugen af Exeter, hvilket udløste hertugindens restinteresse i hendes jorder. Året efter tog Edward 4. af sted på en ekspedition til Frankrig, som endte med en fredstraktat i stedet for den forventede militære indsats. Ekspeditionen var antiklimaktisk for de fleste mennesker, men den var dødelig for én – hertugen af Exeter. Han var blevet løsladt fra Tower og havde fået lov til at deltage i ekspeditionen, formentlig for at han kunne bevise sin loyalitet over for kongen i kamp, men på hjemrejsen blev han druknet. Om hans død var et uheld eller mord er ukendt, selvom rygterne om det sidste var mange.

Hertuginden af Exeter fik en datter af Thomas St. Leger i slutningen af 1475 eller i januar 1476. Den lille pige, der fik navnet Anne ligesom sin mor og sin afdøde halvsøster, blev snart moderløs, for hertuginden døde den 12. eller 14. januar 1476, muligvis i eller kort efter fødslen. Hun blev begravet i St. Georges kapel i Windsor.

Efter sin hustrus død forblev St. Leger på god fod med sin svoger kongen. I 1478 blev han som en del af festlighederne omkring ægteskabet mellem Edward 4.’s yngste søn Edward 4. og Anne Mowbray gjort til ridder af Bath som en del af festlighederne omkring ægteskabet mellem Edward 4.’s yngste søn og Anne Mowbray. Han tjente som Edward 4.’s kontrollant af møntvæsenet og som mester for kongens harthounds. I 1481 fik han tilladelse til at stifte et evigt kordegnekor med to kapellaner ved St. George-kapellet til minde om sin hustru. Han giftede sig aldrig igen.

Thomas Grey, markgreve af Dorset, som havde giftet sig med hertuginden af Exeters ældste datter, Anne Holland, havde giftet sig igen efter den unge piges død og havde nu selv en søn, som var indgået kontrakt med den unge Anne St. Leger. Den ordning, hvorefter Anne blev anset for arving til Exeter-ejendommene, blev formaliseret i en lov fra parlamentet i januar 1483. Richard Grey, Dorsets yngre bror, nød også godt af loven, hvori en del af Exeter-arven, der var omkring 500 mark værd, blev afsat til ham. Taberen i denne transaktion var Ralph, Lord Neville, som var arving til familien Holland, selv om kronen, eftersom hertugen af Exeter var blevet angrebet, havde en vis berettigelse til at behandle hans arv, som den ville.

Denne ordning faldt fra hinanden, da Richard III overtog tronen i juli 1483. Thomas St. Leger deltog i den nye konges kroning og fik sølv- og fløjlsklæder til lejligheden, men han blev kort efter frataget sine stillinger som master of harthounds og controller of the mint (møntmester). Hans datter blev i mellemtiden beordret udleveret til hertugen af Buckingham. Måske, som Michael Hicks har foreslået, havde Buckingham pigen i tankerne som en brud til sin egen ældste søn. Dette kom naturligvis heller aldrig til at ske, for både St. Leger og Buckingham endte med at gøre oprør mod den nye konge.

St. Leger er blevet kritiseret for sin manglende loyalitet over for Richard III, men Richard, der havde fjernet ham fra sine embeder, havde ikke givet ham nogen grund til at forblive loyal. Desuden havde St. Leger været urokkeligt trofast over for Edward 4. og var, ligesom mange af de andre oprørere, utvivlsomt bedrøvet over, at Edward 5. var forsvundet fra syne efter at være blevet frataget sin krone.

I modsætning til mange af oprørerne, der opgav kampen efter Buckinghams henrettelse den 2. november, fortsatte St. Leger kampen i Exeter, men blev til sidst taget til fange. Han blev henrettet den 13. november 1483 på Exeter Castle, på trods af tilbuddet om store pengesummer på hans vegne. Leger, der af Crowland-krønikeskriveren blev beskrevet som en “yderst ædel ridder”, blev begravet sammen med sin hustru Anne i Windsor. De er afbildet nedenfor:

Der var en sidste sag tilbage: Anne St. I 1484 omstødte Richard III’s eneste parlament de love, i henhold til hvilke Anne var blevet erklæret arving til Exeter-ejendommene. Modtageren var dog ikke Exeter-arvingen, Ralph Neville, men selve kronen.

Mindre, men stadig med gode forbindelser, giftede Anne St. Leger sig i sidste ende med Sir George Manners, Lord Ros. Deres ældste søn, Thomas Manners, blev den første jarl af Rutland. Det er denne jarls grevinde, der er krediteret for at have sagt til den angiveligt seksuelt naive Anne af Kleve: “Madam, der må være mere end dette, ellers varer det længe, før vi får en hertug af York, hvilket alle i dette rige ønsker mest.”

I september 2012 blev skelettet af en mand, der formodes at være Richard III, afdækket i Leicester. DNA fra efterkommere af hertuginden af Exeter og hendes anden mand vil blive brugt til at identificere liget – og dermed vil Thomas St. Leger ironisk nok have nøglen til at identificere liget af den mand, der sendte ham i døden.